Jeg har også den der med tilknytning til praksis. Jeg synes ikke det er så meget mere som i starten, men den er der stadig.
Hmmm, måske lidt trist at sige efter så mange år, dukker denne tilknytning op med jævne mellemrum for mig. Den giver udslag på forskellige ikke-konstruktive måder, som har ændret udtryk og form over tid --- og jeg er blevet rigtig god til at se det komme, lige før, jeg alligevel vælger at være ukonstruktiv.
(Hov, så er det pludseligt mig, der skriver i en Tendai tråd - ved ikke om jeg må, når jeg skriver om, hvor pragtfuldt, jeg synes, at Rinzai zenpraksis er? Moderatoren må gerne flytte denne et andet sted hen!)
For 20 år siden, var jeg nærmest zazen-junkie! Jeg sad i timevis hver aften, efter ungerne var puttet, og kunne finde på at fravælge en masse socialt, da sidning bare VAR sagen! Selvfølgelig hang dette også sammen med, at jeg ikke havde kontakt til en lærer, og med, at jeg var midt i at undersøge noget
meget vigtigt. I Rinzai zen, siger vi, at man skal sætte sig ned, indtil man finder ud af "DET". Det virker! Men samtidigt, måtte jeg også indse, at veninderne var bestemt ikke begejstret for at "miste" deres gode legekammerat... Eller få sådan en "buddhist" på nakken - de forstod simpelthen ikke noget af, hvad jeg prøvede at forklare. Omvendt, må jeg sige, at jeg fik så meget overskud, at jeg aldrig før eller siden har været ud at danse så meget, som under denne periode.
Da jeg rejste afsted til Japan, samme år, måtte jeg også bare finde et praksissted. Dette løste sig selv, så at sige - og jeg var nærmest parat til at sælge kæreste og børn for at blive der. Meget uansvarligt, hva'? Heldigvis for os alle, endte det med, at jeg købte mig fattigt i tempel-røgelser af alle slags, som jeg så brugte, da jeg kom tilbage til Danmark, hver gang jeg skulle genskabe "fornemmelsen". Først efter jeg havde brændt nogle 1000 kroner af på denne måde, fandt jeg ud af, at jeg bar den stemning og styrke med mig, ligemeget, hvor jeg gik eller hvad jeg lavede.
Første gang, jeg kom ind i et fællesskab, for 10 år siden, skete det igen. Jeg kom til at synes, at der gik alt for længe mellem de dage, vi sad sammen, så jeg sad med to forskellige zengrupper og så en veninde. Og var med til at lave uformelle retreats og afprøve så mange former for zen, jeg kunne finde i Danmark. Da jeg lagde mærke til, at min med-siddere, som havde en lærer, alle brugte meget krudt på at tale om ham og nærmest så "medlidende" ned på os andre, som enten var lære-løse eller havde andre lærere, så blev jeg endnu mere knyttet til min lærer - og sur på de andre! Dette var ikke et sundt tegn. Ligesom vi alle finder DEN vej, som passer bedst til os hver især, finder vi også DEN lærer, som passer bedst til os. Det tog mig lidt tid at sande dette og også det, at det er lidet buddhistisk at være så "missionerende", som de i bund og grund var. Det, som dog virkelig fik mig til at slippe min tilknytning (et stykke tid, i hvert fald!!!!) var at deltage i sesshins (retreats) hos mine venners mester. Det var en fantastisk og opløftende oplevelse og jeg kunne se, at denne mand, som vitterligt har så meget at give, IKKE var min mester. Og jeg kunne rumme al den glæde, mine venner har!
Nu er der meget mere ro over feltet, men min tilknytning til praksis stikker stadigvæk hovedet op en gang imellem, især når jeg opdager, at folk, jeg holder af og som selv siger de har en stærk praksis, alligevel ikke er seriøse. Ja, jeg blive bare sååååå bedømmende. Altså!
Så kommer min bedrevidenhed frem, min bodhisattva-løfter stikker halen mellem benene, og jeg bliver utålmodigt. Men så fanger jeg det og spejler "mig" i det, især når min gode min lærer spørger: hvad bliver vakt ind i dig, sådan, at du reagerer så heftigt?
Tak fordi, jeg måtte skrive så meget!
